lørdag den 18. februar 2017

Aurikler - Skal vi bytte planter ?

Siden efteråret, har mine Primula Aurikler, stået i en plastiktunnel uden vanding eller pasning. Det er første vinter at de står under dække, tidligere har de fint overvintret udenfor i potter. Jeg sørger for at de har godt med dræn i jorden ved at iblande godt med perlite.


P. auricula Party Animal








Sådan her ser de så ud, Auriklerne, på denne årstid. De overvintre med et eller flere skud. Den anden dag var jeg ude for at pudse dem af og fjerne visne blade. I dag hvor det er tøvejr og hvor det tyder på at det ikke kommer til at fryse igen de næste dage, har jeg for første gang i år, vandet dem.
I løbet af nogle uger, vil de sandsynligvis så småt begynde at gå i vækst. Bladmassen vil vokse og i april begynder blomster knopperne at vise sig. Deres blomstringstid variere noget, fra slutningen af april og helt hen i juni.


Billed af et Aurikel Teater, vor Auriklerne står på hylder med et overdække, så regn og blæst ikke ødelægger de delikate blomster. Billedet er fra Chelsea Flower Show.


Primula aurikula "Doublet"



Aurikler findes i næsten alle farver og farve kombinationer. Der findes stribede og dobbelt blomstrende. Der findes Haveaurikler  der er meget nemme og kan dyrkes som andre stauder. Der findes Show-aurikler der bedst dyrkes i potter.

 Billed fra 14 maj sidst år.

P. auricula Finchfield


Primula auricula Ann  Taylor



Aurikler er en typisk samler plante, når man først er begyndt bliver  man "hooked"

Hvis der er nogen derude som også dyrker Aurikler og som er interesseret i at bytte planter med mig så send mig en mail via min hjemmeside eller skriv til mig her på bloggen. Jeg er mest interesseret i Show Aurkler, nogle af dem jeg ikke selv har f.eks er jeg på udkik efter den der hedder "Sirius"

Obs !jeg er selv kun interesseret i Aurikler men vil gerne give andre typer planter fra min planteliste i bytte. Da det koster 60 kr i porto at sende en pakke, vil det kun kunne betale sig hvis vi hver har mindst 4 - 5 planter at bytte med.

Du kan se hvilke planter jeg selv har på min planteliste på min hjemmeside www.stovbystauder.dk


onsdag den 15. februar 2017

Træpæon og Iris tilbud i marts

Sidste forår tog jeg flere forskellige sorter Japanske træpæoner hjem som jeg solgte barrodet i marts måned. Det drejer sig om ret unge planter. Omkring halvdelen af planterne blomstrede det første år.

 Det kan være en god ide at plante, de barrodet planter, i en stor potte og så vente et par måneder, evt til efteråret med at plante i haven. På denne måde får du hurtigere vækst. Brug almindelig pottemuld.

Japanske træpæoner skulle være mere robuste end de Kinesiske sorter. De skal helst stå i nogenlunde læ, i fuld sol eller halvskygge. Plantes ret dybt omkring 10 ca under podestedet. Japanske træpæoner vil normalt nå en højde på 150 cm i løbet af 6 - 8 år.

I dette forår har jeg kun taget en enkelt sort hjem. Den hedder
 Paeonia suffruticosa "Teni" og har store halvfyldte sart rosa blomster som det ses på billederne her under. Billedet har jeg lånt på nettet.


Paeonia suffruticosa Teni

I marts måned sælger jeg "Teni" for 110 kr pr stk barrodet. Efter 1 april sælges planten kun i potter for 145 kr pr stk og sendes ikke med posten.

Det koster 60 kr i porto at sende en pakke der må veje op til 5 kg. Jeg kan sende ca 8 planter i alt for denne porto.






Denne Iris germanica hedder "Sable" og er en smuk, meget mørk Iris. De nederste kronblade er sortlilla de øverste lillablå. Den bliver omkring 80 cm høj og skal plantes med rhizomet lidt over jorden. Ynder fuld sol og er meget tørketålende.

 TILBUD kun i marts, 3 stk Iris Sable, 75 kr sendes barrodet.
Efter 1 april sælges planten i potter for 35 kr pr stk.

Hvis vejret tillader, starter jeg med at sende planter fra omkring 15 marts. Jeg sender en gratis Iris Sable sammen med de bestillinger der bliver sendt ud før
 1 april.

 Hvis du bestiller planter skal du være opmærksom på, at ikke alle planter er klar før første april.

Ønsker du at bestille planter skriver du en mail. Se mere på www.stovbystauder.dk


onsdag den 8. februar 2017

Så fik vi vinter, men foråret er på vej

Selv om vi nu endelig fik lidt sne og dagsfrost så er mine tanker forårstanker. Når man driver en lille planteskole som jeg gør, så har man forlængst være i gang med bestilling af planter og planlægning. De planter jeg sælger er dels nogle som jeg køber færdig som barrodet eller plugs, dels planter jeg helt selv opformere fra moderplanter, stiklinger og frø. Hvis man gerne vil have nogle lidt usædvanlige planter, så må man selv opformere, de kan ikke købes.


Det er måske svært at se men den sorte kasse der er dækket af sne, indeholder nogle af de frø jeg har sået i januar. Der er en kasse mere, jeg tror jeg har sået omkring 40 sorter. Hvis jeg får held med halvdelen, så er jeg meget tilfreds.
Om et par uger sår jeg lidt igen, det er de ting som ikke kræver kulde for at spire. Disse frø stiller jeg lunt indenfor.






Her er en af sidste års frøplanter der lige nu står i min plastik tunnel, Meconopsis napaulensis. På skiltet står der meconopsis paniculata men det er en fejl. Min udgave har mørkerøde blomster. Jeg ar denne sort Meconopsis til salg i år og flere andre sorter.






De fleste af mine salgsplanter står udenfor men jeg har også lidt stående i min plastik tunnel.




Planter i potter udenfor.

Allerede i uge 9 modtager jeg en hel del ny planter fra udlandet som jeg skal i gang med at potte. Mange nyheder er nu lagt ind på min hjemmeside www.stovbystauder.dk

mandag den 6. februar 2017

Kan man dyrke tropiske planter i Danmark ?

Ja det kan man måske - en enkelt art.


Der findes en plante der hedder Impatiens tinctoria, en Balsamin. Planten stammer fra Østafrika og er, efter sigende, den eneste plante fra tropisk Afrika der er nogenlunde hårdfør på vores breddegrader. Den vokser bla. I Uganda og Kenya, ganske vist i højlandet vor det kan blive køligt især om natten.



Jeg er selv opvokset i Afrika og har som barn boet i både Uganda,Kenya og Tanzania. Jeg husker mange slags træer og buske fra dengang, måske især de spiselige. Jeg har set kaffe og te plantager i højlandet og store ananas-marker i lavlandet. Uganda f.eks har et meget varieret klima. Ekvator går midt gennem landet og klimaet kan være meget varmt og frodigt. Men oppe nordpå er der ørken og vestpå er der regnskov.
Jeg husker ikke, at jeg dengang som barn, har set Impatiens tinctoria vokse vildt, men det har jeg måske alligevel uden at huske det. Nu mange år efter, som en meget voksen dame, synes jeg det kunne være sjovt og spændene hvis jeg kunne dyrke en plante på friland, som også voksede i mit barndoms Afrika.

De sidste par år er jeg blevet opmærksom på Balsamin Familien og jeg mener jeg skrev et indlæg her på bloggen om nogle af de arter jeg ville afprøve. Dengang havde jeg også læst om Impatiens tinctoria men det var umuligt for mig at skaffe planter. Der er/var flere steder i England der tilsyneladende solgte den men den var altid udsolgt. Nu er det lykkes mig både at skaffe et par planter og derudover nogle frø.






Det er lidt forskelligt hvad man kan læse om planten på nettet men det lader til at planten danner knolde der minder om dahlier og disse knolde kan blive meget store. Planter får tykke stængler der minder om bambus og kan bliver over
200 cm høj. Blomsterne er store og duftene. Planten beskrives nogle steder som enestående andre beskriver den som ,lidt grov. De fleste skriver at den er hårdfør ned til minus 10 - 12 grader men måske har brug for lidt vinterdækning.

De billeder jeg her viser, har jeg lånt på nettet. Jeg er selv spændt på om jeg får held med planten og glæder mig til at se den i blomst til sommer. I bliver nok ikke fri for at høre mere om min "Afrikanske skønhed" senere på året.

fredag den 3. februar 2017

Lidt nyt fra planteskolen

Det er længe siden jeg sidst har skrevet her på bloggen men nu skal jeg til at følge lidt med igen.

Jeg har fået en hel del nyheder på min planteliste, de fleste har jeg lagt ind de sidste par dage. Lidt flere vil komme til løbende. Blandt nyhederne vil jeg nævne nogle spændene skovbundesplanter bla 2 nye Bispehuer

Epimedium Pink Elf

Epimedium dolichostemon der er en kinesisk art der ud over fine spinkle hvide og rødbrune blomster, har dekorative lancetformet blade der har brune markeringer tidligt på året.

Viola Mars har dekorative grønne blade med rødlilla midte og mørke stængler. En fin bladplante fra forår til efterår. Duftende blålilla blomster i det tidlige forår.


Jeg får 2 hybrider af Fodblad til salg der minder en del om hinanden. På billedet ses Podophyllum Spotty Dotty, jeg får også P. Kaleidoscope til salg. Begge har meget store og dekorative blade.

Jeg har unge planter af denne frilands orkide til salg. Det er en hybrid Fruesko der hedder Cypripedium Lothar Pinkepank. Jeg sælger dem for 60 kr pr stk men du skal ikke forvente blomster de første par år. Hvis du vil dyrke frilands okideere  skal du sætte dig grundigt ind i de dyrkningsforhold de kræver.

Sidste år fik jeg den hvide udgave af Gudeblomst til salg. I år har jeg desuden også Dodecatheon Red Wing og Dodecatheon Aphrodite. De første har en dybere rødviolet farve end selve arten, den sidste er en klon med meget store blomster.

Du kan se flere af de planter jeg får til salg på min hjemmeside www.stovbystauder.dk